StormenPaaKøbenhavn

gaaende Vinter. Han var krigsvant. Han var ogsaa en

meget kløgtig Diplomat; men denne Gang var han blevet

holdt for Nar. Først da der var taget Kurs op gennem

Langelands-Bæltet, lod Kongen Terlon kalde til sig og

fortalte ham om sit Forehavende og spurgte ham, hvad han

mente, at Frankrigs Konge vilde sige til det. »Det vil

utvivlsomt glæde min Souverain at erfare det, men det

vil nok forekomme ham underligt at erfare, at Roskilde-

Freden er brudt, uden at nogen har fortalt ham Grunden

dertil,« svarede Terlon. Som Grund angav Carl Gustav nu,

at han havde faaet Fingre i nogle Breve, der klart viste, at

Kong Frederik ventede Tropper fra Holland, og at det var

Hensigten at sætte dem ind i Angreb paa Sverige. Uheldig

vis havde Grev Schlippenbach faa Dage før fortalt Terlon,

at Kong Carl slet ikke nærede nogen Frygt for Holland.

Terlon troede derfor ikke paa Kongens Forklaring, men

foreholdt ham, hvilke Farer han udsatte sig selv for.

Hertil svarede Kongen: » Je g efterlader mig en Søn, og

hvis jeg falder, skønne og øvede Tropper, hvormed han kan

gøre nye Erobringer. Hvis han tænker anderledes, fortje

ner han ikke at være min Efterfølger og bære en Krone.

En stor Fyrste maa bestandig føre Krig, for altid at give

sit Folk noget at bestille, for at gøre Erobringer og — for

at blive frygtet af sine Naboer.«

Senere fortsatte Terlon den hyggelige Konversation med

Grev Wrangel, over for hvem han rejste Spørgsmaalet om

de andre europæiske Magters Stilling til det nu forestaaen-

de Fredsbrud. Wrangel svarede: »Naar vor Konge først

sidder inde med København, bryder han sig ikke om, hvad

andre siger dertil.«

Og nu var denne Konge altsaa paa Vej for at tage Kø

benhavn. Han fik den som bekendt ikke.

Selvfølgelig kom Efterretningen om Carl X Gustavs

Landgang i Korsør som en Overraskelse for Befolkningen.

Noget kan dog tyde paa, at Kongen og Rigsraadet har væ

ret underrettet om, hvad der forestod. Som det fremgår