72 / 331
Begejstringens Aand
»Da sendte Gud ret en eneste Aand ud over vor Konge,
over Raadet, over Høvdinger og Herrer, Geistlige ogVerds
lige, Borgere og Gemeene, Studenter og Haandværks
Burse, ja, end de fattige Folk, som uden for Porten havde
mist alt deres Formue, glædede sig ved at de kunde holde
Fjenden ude:
Og det udi saadan Fyrighed og Correspondentz, at ingen
fandtes den anden for viis, ingen af særdeles Indbildning,
egensindig, ingen søgte egen Ære og Berømmelse, ingen
syntes det umuligt at afværge Fjenden, den ene vilde
være snarere færdig end den anden, den med Raad og
den med Daad; at ej Gemeene, men end fornemme Bor
gere, gik selv ud til de afbrændte Huuse uden Porten, ej
saae ved, at Fienden laae der uden fore, og derfra paa deres
Ryg og Axel indbar til Palisater, Storm-Pæle og Bryst-
Værn, selv gravede, selv skuffede ved Nat og Dag: Ja , end
Generals-Personerne, som de var her udi Byen, selv tog
i med Haanden, selv arbejdede og hjalp til, at inden 14
Dage havde de saa forbygget og beskanzet sig, at de torde
trodse imod Fienden: at end Fienden selv maatte forundre
sig, hvorledes vi inden saa faa Dage fik saadant et Arbeide
gjort. Og vi end selv, naar vi agter hvor snart og gesvindt,
det gik for sig, synderlig, der man saae intet for sig ligge
til rede af dette, som skulde bruges.«
Det er Samtidens Røst om den Begejstringens Aand,
der greb alle i det lille Samfund bag de gamle, møre Volde,
som skærmede Kongens København i August 1658. Det