StormenPaaKøbenhavn

snild, efter sin Alder livlig og energisk, traadte nu frem:

»Vi maa være betænkt paa, hvad Svar vi vil give Hans

Majestæt«, sagde han.

»Det vilde være baade Spot og Skam«, svarede en i Kjø-

benhavn boende Garver, »om man vilde forlade Kongen

og overgive Staden for Svenskens Trudsel, uden engang

at have seet Fienden under Øie. Har vi først forsøgt et

haardt Pust, og vi da bliver nødt til at give os, saa er vi

undskyldte«.

Nu raabte Alle som een Mand: »Vi ville slaae det læng

ste, vi kunne, kunne vi ikke længere, er det tidsnok at

bede om Naade«.

I det samme traadte Kongen fra Gemakket indenfor,

omgivet af sine Rigsraader. Kansleren Christopher Urne,

oplæste en Tale, der skulde opmuntre Borgerne til at gribe

til Vaaben og som gjæve Mænd holde deres Ed. Da Kon

gen saa i Forsamlingen saare faa af dem, der i Fredens

Tid havde haft store Indkomster og Gaver, men derimod

Borgere og Mænd, der havde nydt intet eller kun lidet

af hans Gunst i de gode Tider, saa formaaede han knapt

at tale for Graad og Harme. »Kampen«, sagde han, »gælder

Ære og Frihed; Vi vil bede til Gud, at ikke Skændsel skal

komme over Os, mens Vi fører Sceptret.«

»Endskjønt det er kommet Borgerskabet for Øre«, sva

rede derpaa Hans Nansen, »at man forrige Aar, hvor vi

havde et herligt Tal Folk (Krigsfolk), der brændte af Be

gærlighed efter at maale sig med Fjenden, skulde være

nødt til at gøre Fred, fordi man ikke kunde lide paa Bor

gerskabet, vil jeg dog nu forsikre Eders Majestæt om dets

Troskab, at det skal staa og gaa, vove Gods og Liv for

Eders Majestæt, saa at Enhver skal faa at se, hvad Hjerte

den borgelige Stand har til sin Konge«.

Henvendt til Forsamlingen spurgte han derpaa Bor

gerne, om de vilde holde, hvad de nys havde lovet. Et een-

stemmigt høit » Ja « var Svaret.

Professorerne svarede, at Enhver efter Evne skulde gøre,

hvad Hans kongelige Majestæt og Fædrenelandet kunde

være til Bedste, saalænge denne Tumult paastod.

’