StormenPaaKøbenhavn

Rede og ikke overleve mit Lands Undergang.«

Alle i Dan

mark kender disse Ord, og Udtalelsen findes i saa mange

Beretninger fra Tiden, at der ikke kan være Tvivl om,

at Ordene er sagt. Derimod kan der aabenbart være Tvivl

om Formen. Den mest udpyntede Gengivelse gaar ud paa,

at Kongen har sagt, at han ligesom visse ædle Fugle, der

forsvarer deres Rede, naar den anfaldes af Fjenden, vil

være parat til at kæmpe og, om saa skulde være, dø for sin

Rede. En skrækkelig Mulighed, at dette skulde være den

sande Form!

Bering Liisberg har beskæftiget sig med Emnet og hæl

der til den Anskuelse, at det er et Bibel-Citat, Kongen

har brugt. Ordene stammer fra Jobs Bog, X IX Kapitel,

Vers 18. Og Bering Liisberg tilføjer: »Frederik III har

været for lidt knyttet til Københavns Slot og til Danmarks

Hovedstad til af egen Følelse at betegne Slottet eller Byen

som sin Rede.«

Men

sagt

det har han i hvert Fald. Og det vigtigste er,

at Ordene virkede. De vakte Begejstringens Aand — netop

det eneste, der kunde redde Landet.

De danske og deres Konge

Alt rejser Vintren sit hvide Telt,

med Is ligger lille og store Bælt:

men Danmark stoler paa Herren.

Se, Svensken ligger for København,

han stoler saa trygt paa sin Magt, sit Navn,

men Danmark stoler paa Herren.

I Byen hersker den bitre Nød,

saa haardt den alt trues med Hungersdød;

men Danmark stoler paa Herren.