Staters Vrede (navnlig Hollands), men Hovedargumentet
er, at han mente at maatte nøjes med de opnaaede Land-
afstaaelser: Skaane, Halland, Blekinge, Bohuslen, Agger
hus og Trondheim S tift samt Bornholm — og endelig, ved
et veritabelt Overgreb under Forhandlingerne, Øen Hveen,
i hvert Fald indtil der var gaaet saa lang Tid, at disse
Landsdele var blevet nogenlunde forsvenskede. Ellers
maatte man befrygte, at Udviklingen vilde gaa den gale
Vej, og Danmark vilde blive Hovedriget i den nye, nor
diske S ta t — med København som Nordens Hovedstad.
Dette maatte for alt i Verden ikke ske. Hvis man gav sig
Tid, vilde der nok blive Lejlighed til at udslette Køben
havn helt som Hovedstad, ja, som By i det hele taget. Der
skulde kun lades et Kastel tilbage til Bevogtning af Øre
sund paa dette Sted. Malmo skulde da gøres til Hoved
staden i et stort, forenet Skandinavien. Med de Besiddel
ser, han allerede havde i sin Magt i Nordtyskland, vilde
han da som Europas mægtigste Konge være i Stand til at
lukke alle Adgange til Østersøen — og derpaa gaa videre
med Anfald paa Tyskland, Polen og Rusland.
Dette Brev viser i hvert Fald, at han den 2. Marts har
haft et nyt, senere, Overfald paa Danmark i sine Tanker.
Efter det tre Dages Gæsteri hos Frederik den Tredie og
Sophie Amalie paa Frederiksborg, vendte han hjem til
Sverige i Triumf; og allerede den 13. Marts sendte han
Sten Bjelke og Peter Ju liu s Coyet (Statssekretæren) til
København for at træffe nærmere Aftale om den Alliance,
der skulde oprettes mellem de to Lande — i Henhold til
Roskildefreden. Hvorfor trak disse Forhandlinger i Lang
drag — under stadig Fremførelse af nye K rav? Det er det
Spørgsmaal, som siden har været Genstand for Under
søgelse gennem Aarhundreder. Var det Traktatens for
skellige Problemer, der var for indviklede til at kunne
løses; eller var Beslutningen om, at de slet ikke skulde
løses allerede forud taget fra svensk Side?
Coyet var jo den Mand, der med Pennen maatte for
svare Carl Gustavs Gerninger overfor Offentligheden. Han
var den farligste, den mest snu og den absolut koldblodig
52