40 / 500
— 3 3
—
som tidt har klædt Dig af og paa
og kysset Dig, naar lunt Du laa
i Sengen; som har redt Dit Haar
og tørret Dine Øjne, naar
Du græd, og trykket Læben varm
der,
hvor Du havde stødt Din Arm;
som vaaged tidt med kjærlig Frygt,
mens Du i Slummer laa saa trygt;
som sendte Dig sit Taareblik,
da ned ad Trappen hist hun gik,
mens Du endnu deroppe stod
og aned ej
Hvad
Du forlod.
Glem
aldrig,
Henri, dette Blik,
som hun Dig sendte, da hun gik;
thi her paa Jorden findes ej
to Øjne til, som paa Din Vej
vil vogte med
den
Kjærlighed,
som ej af nogen Grændse veed!
Hun
ene sørger kun for Dig,
men tænker aldrig selv paa
sig;
hun vaager ofte i sin Seng
og tænker paa sin lille Dreng;
hun nævner i sin Drøm Dit Navn
og troer, hun har Dig i sin Favn;
og, naar hun sender Gud sin Bøn,
hun mindes først og sidst sin Søn,
O, Henri, bliv da from og god,
og gjør
D in Moder
ej imod!
Gjern hendes Billed som en Skat!
Lig Maanen i den stille Nat
—
D in
Maane — vil
det
lyse klart
og vise Dig hel aabenbart
den Vej, Du sætte bør Din Fod,
for ret at blive from og god.
Tænk evigt paa Hvad
hun
saa tidt
Dig hvisked i Dit ø re blidt!
O, glem ej disse milde Ord,
da vil Du vandre trygt paa Jord!
Da vil Din Moder, elskte Ven,
med Fryd engang Dig se igjen,
og Du vil vorde hendes Trøst,
ja, hendes Stolthed, hendes Lyst!
N. B ø g h :
Chr.
Winther. III.
3-