44 / 500
—
3 7
—
Nu kysser jeg dem ikke
de Roser paa Din Kind!
Nu kan i Dine Blikke
jeg aldrig skue ind.
Ak, jeg kan ikke knuge
Dig tæt her til mit Bryst,
ej for mit Hjærte suge
af Dine Læber Trøst! —
Siig, tænker Du paa hende,
■der græder for sin Søn?
Siig, lever hendes Minde
end i Din Aftenbøn?
Siig, husker Du min Stemme?
Siig, husker Du mit Blik?
Ak, kan Du Timen glemme,
da bort fra mig Du gik?
Du aner ingentide
de Taarer, jeg har grædt!
En Moder, maa Du vide,
kan aldrig vorde træt.
Som ensom Fugl i Skoven
kun synger Sorgens Sang,
saa sorgfuld over Voven
er nu min Tankes Gang.
O, aned Du min Længsel,
Du skyndte Dig sombedst
og flygted fra Dit Fængsel
til Den, som er Dig næst,
til Den, som har Dig baaren
med Kummer og Besvær,
som døbte Dig med Taaren
og har Dig dog saa kjær!
Lev vel! Lev vel, Du Kjære!
Jeg sukker ømt Dit Navn;
ret aldrig skal jeg lære
at tænke klart Dit Savn.