ChristianWinther

—

Hun vogter hver en Plante ømt,

hvis Frø hun ham har givet,

saa Hvad han mener kun var drømt

skal bære Frugt i Livet.

Saa trykker hun ham til sit Bryst

med Vemod og med Glæde

og skjænker ham saa sød en Trøst,

ifald han vilde græde. —

Et Baand, et helligt, er der lagt

imellem ham og hende;

ej Verdens Bud, ej Himlens Magt

kan skille disse Tvende.

Paa hint usynlig stærke Baand,

som Engle trygt bevare,

gaa Tankerne fra Aand til Aand

lig Demantperler klare.

Men dybt vil præges i hans Barm

hvert Ord, og hendes Stemme

har tændt hans Sjæl en Fakkel varm,

som aldrig han vil glemme.

Og Gud bevare vil den Skrift,

den hellige Kjærtes Lue,

og naadigt svække.hver en Gift,

som vilde hans Hjærte true! —

Nu har jeg sjunget! — Sorrigmat

mit Strængespil jeg slænger;

ustandset i den tavse Nat

min Taares Væld fremtrænger.

At saadanne Digte ere udsprungne af den ærligste,

dybeste, ømmeste Følelse, og at de inderligt maatte røre

en Moders Hjærte, er tydeligt nok. Et yderligere Beviis

for, hvorledes Smerten i dette Forhold har gjennemtrængt

Chr. Winther, og endvidere et Beviis for, hvorledes hans

Oplevelser blev til Digtning, og tilsidst et Beviis for, hvor