45 / 500
—
38
—
Jeg folder mine Hænder
for Dig, min Smertes Søn!
For Dig til Gud jeg sender
hver Stund mit Hjærtes Bøn.
Heller ikke dette Digt kom Sønnen ihænde; han læste
det først langt senere, og da paa Tryk.
Moderen synes at have faaet Breve fra Sønnen,
men ikke af den Art, at de tilfredsstillede hende. Her
om vidner følgende, i 1844 skrevne, hidtil utrykte Digt
af Chr. Winther:
De to Breve.
Tryk disse Breve til Dit Bryst,
Dit moderlig-trofaste Hjærte!
De har dog altid
nogen
Trøst,
skjøndt, ak, de avle ogsaa Smerte!
Nej, Drengens Haand var ikke fri
og selv hans unge Tanke bunden,
saa der er ingen Sandhed i;
thi grusom Tvang fik lukt ham Munden.
Jeg
mellem hver en Linie saae
det Spørgsmaal: „Ak, hvi maa jeg ikke
min Moder hilse?“ — og der laa
en yndig Vemod i hans Blikke.
Thi han har arvet just
D it
Sind;
han har det samme Dyb i Tanken;
ham lokkes Taaren frem paa Kind,
just som hos Dig, ved Hjærtets Banken.
Han
glem?ner
ej, det har jeg sagt;
thi
je g
det veed, at ingensinde
Dit Øjes og Din Stemmes Magt
kan af et Hjærtes Tanke svinde.
Og, naar den kommer da, den Dag,
da han og Du skal atter mødes,
vil der i bægge Hjærters Slag
den gamle Himmel huldt gjenfødes.