47 / 500
—
4 0 —
Men Hvad Dit rige Hjærte dem
saa kjært, saa elskovsfuldt, har skjænket
vil bægge To til Gravens Hjem
bevare helligt og ukrænket.
Senere lyder det1):
Mens sorgfuld jeg mig her har sat
i Ly af Lindens Kroner,
kling, Citar, i den tavse Nat
de allersødeste Toner!
O, Citar, væk Din milde Klang,
mens Nattens Stjærne smiler,
og send en sagte Vuggesang
did, hvor en Moder hviler.
Og det urolig ømme Sind
i søden Søvn Du vugge!
Aand Taaren bort fra hendes Kind,
og stands de bitre Sukke!
Er hun end tavs, er Ojet lukt,
jeg veed dog, Hjærtet vaager;
jeg veed, hvorhen dets milde Flugt
gaaer gjennem Livets Taager.
Det vandrer over Mark og Eng
hen over Havets Vover
did, hvor den lille, kjære Dreng
i Nattens Favntag sover.
Og som hans Engel kjærligt hun
i Slummer ham maa dysse,
mens paa hans Øjne, Kind og Mund
hun trykker søde Kysse.
Hun sidder ved hans Lejested
og plejer tro, med Smerte,
den Sæd, som selv hun lagde ned
i Drengens spæde Hjærte.
x) „Til Een“, Nr. 105.