52 / 500
— 4 5
-
Saa tag da Blomsterne, jeg sender,
og lad dem være mine Bud!
Min Tanke kysser Dine Hænder
med Tak, Du Elskede, til Gud.
Hvad ej mit Ord, hvad ingen Klang,
men kun et Blik Dig tolke kunde,
skal Dig de tavse Blomstermunde
forkynde — duftende en Sang.
Flere Digte vise, at han ogsaa selv fik Blomster fra
hende1). Han synger:
Tak, Elskte, for det Blomsterbrev,
som med Din kjære Haand Du skrev!
Jeg læser det med henrykt Sind
og seer mig paa hvert Bogstav blind,
beruses i dets rige Glans
og sværmer i dets dybe Sans!
Med hver en Duft af Blomst og Blad
fra Dig en Tanke følges ad,
og hver en Farve er en Klang,
en øm, en kjærlig, liflig Sang,
der toner fra et Fredens Hjem
og maner Længsels Sukke frem.
Han betragter de enkelte Blomster og siger da:
En Mildhed er deri, en Fred,
men dog en dyb Vemodighed.
Hver Duft er som et sagte Suk,
fremlokket ved en Taaredug;
thi, seer jeg dem i Øjet ret,
har alle Blomsterne jo grædt,
og alles Kind er blank og vaad!
O, siig, hvad tyder deres Graad?
Hun sender ham en Rose, hun har drevet frem, og, da
den visner, mener han, at det er hans Feberglød, der
har dræbt den; saa synger han bedrøvet dens Ligsalme.
Det første af de Digte „Til Een“, han har offentlig-
9 Nr. 46, 59 og 64 af Digtene „Til Een“.