Previous Page  58 / 500 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 58 / 500 Next Page
Page Background

— 51 —

Fjærnt, som Klokkens Kimen,

der kalder til Nattens Ro,

aner mit Hjærte Timen,

da jeg tør hos Dig bo.

Saa om Morgenen lyder det til hende1):

Har Du sovet sødt inat?

Har sig ogsaa rigtig ømme,

kvægende og milde Drømme

om Din Hovedpude sat?

Har de smukt med deres Vinget-

viftet om Din varme Kind,

sendt til Hjærtet Blikke ind,

som det Fred og Hvile bringer?

Har de deres Hænder lagt

venligt paa Din kloge Pandes

Hvælving? Viist Dig fjærne Landes

underfulde, sære Pragt?

Har de rakt Dig Glemsels svale,

hjærtelettende Pokal

hist i Kunstens rige Hal

eller i de stille Dale?

Har de og med Sang og Klang,

med de smidig-bløde Toner

fanget, som i snilde Doner,

Sorgens Tanker dennegang?

Er min Rose vaagnet bleg,

eller har Din Slummers søde

Trolddom livnet Dine bløde

Kinder med sit friske Præg?

Har det end sin stærke Lue,

dette Øje, hvor nedlagt

Guden har den hulde Magt,

som mit Hjærtes Storm kan kue?

Da

jeg priser Drømmens Gud!

Da jeg rejser ham et Alter,

synger ham en hellig Salter

og hans Ære breder ud.

Og jeg vil end ej forlange,

at han mig skal føre frem

i Dit rige Drømmehjem —

for at plage Dig med Sange.

») Nr. 28.

4*