58 / 500
— 51 —
Fjærnt, som Klokkens Kimen,
der kalder til Nattens Ro,
aner mit Hjærte Timen,
da jeg tør hos Dig bo.
Saa om Morgenen lyder det til hende1):
Har Du sovet sødt inat?
Har sig ogsaa rigtig ømme,
kvægende og milde Drømme
om Din Hovedpude sat?
Har de smukt med deres Vinget-
viftet om Din varme Kind,
sendt til Hjærtet Blikke ind,
som det Fred og Hvile bringer?
Har de deres Hænder lagt
venligt paa Din kloge Pandes
Hvælving? Viist Dig fjærne Landes
underfulde, sære Pragt?
Har de rakt Dig Glemsels svale,
hjærtelettende Pokal
hist i Kunstens rige Hal
eller i de stille Dale?
Har de og med Sang og Klang,
med de smidig-bløde Toner
fanget, som i snilde Doner,
Sorgens Tanker dennegang?
Er min Rose vaagnet bleg,
eller har Din Slummers søde
Trolddom livnet Dine bløde
Kinder med sit friske Præg?
Har det end sin stærke Lue,
dette Øje, hvor nedlagt
Guden har den hulde Magt,
som mit Hjærtes Storm kan kue?
Da
jeg priser Drømmens Gud!
Da jeg rejser ham et Alter,
synger ham en hellig Salter
og hans Ære breder ud.
Og jeg vil end ej forlange,
at han mig skal føre frem
i Dit rige Drømmehjem —
for at plage Dig med Sange.
») Nr. 28.
4*