56 / 500
_ 49 —
Som nylig vaagnede, hviske vi tyst,
forventningsfulde og glade;
vi have velsignet Fred i vort Bryst
og Intet mer, som vi hade.
Han siger1):
Jeg vaagner tidt i Nattens Stilhed
med Blikket paa Dit mørke Hus.
Han vandrer derhen og synger da2):
Hvor jeg af Længsel bæver
hist i den kolde Nat
og mod Dit Vindve hæver
mit Blik, af Taarer mat.
Men tavs jeg staaer alene
og vandre maa min Vej
paa Gadens øde Stene —
selv Du mig aner ej!
Saa synger han til hende3):
Du vilde Hjærte, sov i Fred!
Din underfulde Vugge
staaer aldrig stil, men op og ned
den svæver, som ved Havets Bred
de hvide Maager dukke.
O sov, Du kjære Barn, og lad
Dig ej af Drømmen skrække!
Vid: efter Storm og Regnens Bad
vil alle Skyer skilles ad,
som end Din Himmel dække.
O, sov, og lad mig kalde hid
ved Citrens klare Strænge
en Vagt saa stærk, saa kjæk, saa blid,
der stande skal, beredt til Strid,
tro ved Din Vugges Gænge.
9 Nr. 83. 2) Nr. 63. 3) Nr. 35.
N. Bøgh: Chr. Winther. III.
4