61 / 500
I Dit rørende, blqpide,
Dit silkebløde Haar
min vansmægtende .Tanke
saa sød en Drøm sig faaer.
De yndigste Noveller
jeg aner i Dit Blik;
jeg ingen Bog saa dejlig
end før for Øje fik.
Som Engle om Madonnas
hellige Hoved staa,
saa
tusend Fantasier
en Glorie om Dig slaa.
I dette hendes Blik er der — som sagt — „en
Vemod
",
en Verden fuld af Kummer“ 1); det er klart2) og udgaaer
med stærk Lue fra Øjnenes „milde Stjærner“ 3). Der er
Dug om dette Øjes Blaa4), og han taler om dets Blink
og dets Sitren med Brynet5), sagtens en Følge af, at
„Sorgen har kysset hende“ 6). Han hilser disse
Øjne
og dette
Blik
saaledes7):
To milde Stjærner vogte
saa kjærligt paa min Vej,
at jeg var rent afsindig,
hvis jeg dem fulgte éj.
O, kjære, klare Stjærner!
Bliv ved at tindre smukt,
og led mig over Livets
vildtsvulmende Bugt!
Jeg grunded har saalænge,
men ej til Klarhed bragt,
hvorfra I vel har hentet
hin underfulde Magt,
—
5 4
—
h Nr. 81. 2) Nr. 52. 3) Nr. 42 og 61. 4) Nr. 27. 5) Nr. 52.
6) Nr. 43. 7) Nr. 61.