59 / 500
—
5 2
—
Nok Du vist Dig plage lod
af
de
Tanker — sønderrevne,
af
de
Blade — slet beskrevne —
ak — men med mit Hjærteblod! -
Som „Godmorgen“ jeg dog sender
Dig eet lille Blad endnu,
mens jeg ømt i Tanken, Du,
kysser bægge Dine Hænder.
Han rober stadigt Lyst til at føre hende bort fra den
store By og fra hendes Bolig:
her midt blandt Dine Husspioner,
der øve Hundens skarpe Sans,
hvor Du, min søde Rose, troner
som Smykke i en Tornekrans
. l)
Han siger2):
Paa Landet skal Du leve,
der
er saa godt at bo,
Naturen evigt skifter
og har dog evig Ro.
Ud fra det skumle Stræde!
Hist er saa lyst og vidt;
d erV
aarens Luft tør svæve
om Dine Kinder frit;
der
tier den fule Klaffer,
der
hores saa lidt til Suk,
kun Stærens Sladder lyder
og Duens Vemods-Kluk.
Os Dagen jævnt skal vandre
sin stille, bløde Vej,
imellem os skal ej træde
noget fremmed Ja og Nej.
Du slumrer ind ukrænket,
Du vaagner op til Fred —
og seer Dig om og finder
slet intet
Men
derved. —
Da
Heiberg
i sin Afhandling „Lyrisk Poesi“ 3) om
taler Chr. Winthers „Digtninger“, siger han: „Hvad den
b Nr. 34. 2) Nr. 69. 3) Intelligensblade Nr. 26—27, 15. ApriL
1843.