55 / 500
—
48
—
og alle de smaa Stjærner
paa Himmelbuen gaa,
da slumrer vel mit Øje;
men Tanken iler frem
og søger gjennem Drømmen
til sit elskede Hjem.
Atter hedder det1):
Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund,
at jeg kysser Dine Kinder,
at jeg kysser Dig paa Din røde Mund,
mens hede mine Taarer rinder;
der er da en Vemod i Dit Blik,
en Verden saa fuld af Kummer,
der jager mig som et Dolkestik
i Hjærtet og af min Slummer.
Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund!
Vi staa paa den grønne Banke,
hvor Sundets Bølger ligge i Blund2) —
og Hver har sin egen Tanke:
fjærnt over Havets violblaa Vand
D in
Længsels Duer er fløjne;
jeg drukner min Længsels stærke Brand
i Dine velsignede Øjne.
Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund,
jeg synes, vi vandre alene,
tavse og stille i Vaarens Lund
under duftende Bøgegrene;
det vifter saa mildt, det aander saa sødt,
og vore Hjærter er stemte
som Æolsharper og tone saa blødt —
men Smertens Sange er glemte.
Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund,
jeg synes, at, ramte af Døden,
vi ligge sammen i Jordens Grund
og vente paa Morgenrøden.
J) Nr. 81. 2) Vistnok ved Skodsborg.