57 / 500
—
50
—
Se,
Freden
med sin Oliekvist
og
Glemsel
med sin Dvale
og
Mod
med Blikket selvbevidst!
Se,
Trøsten
nærmer sig jo hist
fra
Haabets
grønne Dale.
Tro ogsaa lidt paa
Kjærlighed!
Den vaager hos Din Vugge.
Ved den, paa rette Stund og Sted,
Du til en rig og evig Fred
Dit Øje skal oplukke.
Næste Nat, han synger til hende, spørger han1):
Har Du alt længe sovet?
Ligger Du sødt i Blund?
Hviler Dit trætte Hoved?
Smiler i Fred Din Mund?
Er Din Tanke saa standset
sidst i en mild Akkord?
Søvnen valmuekranset
jog den Dig Smerten bort?
Under den hvide Kappe
slumrer Dit blonde Haar?
Ned fra Himmerigs Trappe
Drømmen saa sagte gaaer?
Maler en liflig Scene
sig for Dit anende Sind?
Ligger Din Haand, den ene,
under Din fine Kind?
Ligger ved Hjærtets Kilde
Haanden, den anden, blødt?
Dæmper den
der
de vilde
Smerter venligt og sødt?
O, det yndige Billed,
som for min Sans opgaaer!
Rent og purt det stillet
her i mit Indre staaer.
*) Nr. 36