54 / 500
- 47 —
dvæler ved den friske, lyse Morgen eller den klare Dag,
og medens disse straale over hans i tidligere Tid skrevne
Kjærlighedssange, gaaer der igjennem Digtene „Til Een“,
inden hun var bleven hans Hustru, en Sorgens Aften-
og Nattestemning; hendes dybe Smerte har denne Virk
ning paa ham; han siger nu Hvad han ikke før har
sagt:
„Thi ak, paa Livets Strande,
„langs Verdens vilde Strøm,
„er Smerten kun det Sande,
„men Glæden — er en Drøm1)-
Mange af disse Digte ere skrevne om Natten for at
sendes hende om Morgenen. Et begynder han saa-
ledes: „Det er Midnat, Alt er stille“ 2), et andet saa-
ledes: „Nu Dagen lukket har sit øje, bag Skyen alle
Stjærner dø“ 3), et tredie4) har følgende Indledningsvers:
Se, Vintersolen bleg og mat
bag Skyen daler ned;
der
kommer nu den stille Nat
og tager Maanen med
og kalder Stjærner hist og her
fra Himlens Dybde frem
og siger: „Kom Du kun og vær,
som var Du i Dit Hjem“.
Han siger5):
Naar Natten kaster sine Skygger
ud over tavse Sø og Kyst,
da kommer Sorgen hid og bygger
sit Natteleje i mit Bryst;
eller6):
Naar Dagen er bortgangen
og Natten falder paa
J) „Til Een“, Nr. 90. 2) Nr. 32, IV. 3) Nr. 68. *) Nr. 82. 5) Nr.
66. 6) Nr. 91.