62 / 500
—
55
-
saa mild — og dog saa vældig,
saa venlig — og dog saa stærk,
at her paa Jord I virke
et Himlens Underværk.
I fæstet har min Tanke
til dens dybeste Rod,
I vækket har mit Hjærte
og fortryllet min Fod.
0, kjære, lyse Stjærner!
Nu
seer
jeg klart og grandt,
hvor for jeg i Alverden
kun Mulm og Mørke fandt.
0 , lær mig og at blusse
som Eders Straale varm!
Lær mig den Flamme tænde,
som I tændte i min Barm!
O, lær mig og at binde
saa fast, som selv I bandt!
Lær mig en Sejer vinde,
som selv I den vandt!
Hold Eders Glans da yndigt
for Sky og Taage fri,
og lad
m ig
ene spejle
min Tilværelse deri!
Hendes
Sm il
er mildt og stille1) og tidt saa hemmelig
hedsfuldt,, at det ret lokker og fængsler. Han spørger2) :
Hvad mener Du med dette hulde,
æterrene, anelsesfulde
Smil, som fra Dit Bæger
vidunderligt mit Sind bevæger?
Andensteds tilføjer han3):
!) Nr. 54. 2) Nr. 41. 3) Nr. 56.