67 / 500
60 —
fødte Rytmer, kunde trænge dybt ind i hende; med Rette
sagde han til hende1):
Du, som har Øre for en Sang
og for al Skjønhed Øje,
som følger kjækt en Tankes-Gang
i Djdaet og det Høje;
Du har en Sjæl saa varm og øm,
der frit sig lader vugge
i andre Hjærters søde Drøm,
af andre Hjærters Sukke.
Hun søgte ogsaa gjærne Berøring med andre Digtere,
selv om disse personligt stod hende fjærnt. Herom
vidner f. Ex. følgende karakteristiske, hidtil utrykte Brev,
skrevet i denne Tid, til hende:
„Højstærede Frue!
Jeg maatte være det utaknemmeligste Menneske,
om jeg ikke, i det Øjeblik, jeg sender Dem Deres blom
sterkronede Fad tilbage, lagde min oprigtige Taksigelse
derpaa og bad det om at overbringe Dem samme med
ikke mindre Ynde, end det overbragte mig de fortræffe
lige Frugter. Jeg spørger mig selv, hvormed jeg kan
have gjort mig fortjent til en saa stor Godhed fra Deres
Side, og det glæder mig usigeligt, at jeg kan svare mig
selv: „Ved Intet!“ Thi at erholde Hvad man har for
tjent og følgelig har Krav paa, er jo kun en Rettighed;
men alle Rettigheder ere kjedsommelige. Derimod at
modtage Hvad man aldeles ikke har fortjent, det er
først virkelig at modtage; kun Det er en virkelig
Gave.
Og om Gaverne hedder det jo:
„Sie kommen von oben herab in ihren eignen Gestalten“.
b Sml. Digtn. X, S. 3.