ChristianWinther

—

5 9

—

Men

den

skal ligge dybt begravet

som den fra evig Tid var død!

Nu er — som Stjærnen op af Havet —

min Fremtid, rigt med Glans begavet,

af Dine Taarers Strøm jo fød.

Han skildrer, hvorledes hans rige Natur var bleven gold,

hvorledes Alt var blevet tomt og øde, Mulm og Stilhed,

saa at Livet, Tanken og Haabet døde; og da siger han1):

Naar fordum ret en ode Egn

for Livets Sæd man tog i Eje,

da bar man foran Korsets Tegn -

det lysned alle mørke Veje;

det rensede hvert giftigt Dyb,

de vilde Udyr skjalv og frygted;

for Himlens Banner Mørkets Kryb

svandt — som Fantomer — hen og flygted.

Dit Kors er

Rosen

i Din Haand,

Din Stemme er en hellig Salme,

dens Klang er Frelsen for min Aand,

og Rosen — vil jo aldrig falme?

O Elskede, Din Kjærlighed

fra Undergang mig har udrevet,

og uden Dig, forvist jeg veed,

jeg hverken sang, ej heller leved.2)

Han siger hende, hvorledes de ville føre deres Liv

sammen3) :

Ud af Hjærtet vil vi feje

Alt, hvad der er slet og smaat,

samle paa

v o r

Vandrings Veje

os et broget, kostbart Eje

af Hvad der er stort og godt.

At hans

Julie

forstod at nyde og paaskjønne hans

Digte, er sikkert; Poesiens Røst, naar den hørtes i ægte-

i) Nr. 33. 2) Nr. 38. 3) Nr. 11.