64 / 500
—
5 7
—
som kun lever, som kun aander
for Hvad der er stort og smukt,
ak, men dybt i Kval sig vaander,
mæt af Livets bitre Frugt.1)
Dog er hun ingen klynkende og klagende Skikkelse;
hun er „glødende som Rubinen, stærk som Karfunkel
sten“2); han siger til hende:
Nej — jeg veed, Du dvæler ej
svag i Sorgens Fængselsskranke,
og Din Sjæl ej sygner — nej!
Kjækt paa alt det Skjønnes Vej
sender Du Din stærke T anke;3)
thi kraftigt, sundt Dit Hjærte luer,
Du er saa dejlig, fin og kjæk,
og Livets Roser, Mælk og Druer
i Mismod ej Du kaster væk.4)
Forresten er hun undselig5) og blufærdig6), uskyldig'),
from*
) og blid9), tryg og fortrolig10); han kalder hende
„Du hvide Vemodige“ n ), og tidt er hun tankefuld12),
naar hun med Haanden under Kind13) troer sig alene.
Hun er en yndig Viv14) med
evige
Ynder,
evig
Skjøn-
hed, der huldt forkynder sig i alt Dette, som kun stam
mer fra Jord 15).
Han giver os ogsaa Lov til at kikke faa øjeblikke
ind i hendes Bolig, hvor „hun sysler ret saa nydeligt“ 1(>).
For hendes Vindve skyder
en Rosenstok sig op;
ud gjennem Løvet bryder
rødmende Knop ved Knop. 17j
i) Nr. 32 IV.
2) Nr. 54.
3) Nr. 12.
4) Nr. 34. 6) Nr. 5.
6) Nr. 54. 7) Nr. 6. 8) Nr. 6, 18, 41, 64. 9) Nr. 18. 10) Nr. 74.
n ) Nr. 41. 12) Nr. 12. 13) Nr. 52. 14) Nr. 39. 1B) Nr. 76. 16) Nr.
52. 17) 45.