Previous Page  64 / 500 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 64 / 500 Next Page
Page Background

5 7

som kun lever, som kun aander

for Hvad der er stort og smukt,

ak, men dybt i Kval sig vaander,

mæt af Livets bitre Frugt.1)

Dog er hun ingen klynkende og klagende Skikkelse;

hun er „glødende som Rubinen, stærk som Karfunkel­

sten“2); han siger til hende:

Nej — jeg veed, Du dvæler ej

svag i Sorgens Fængselsskranke,

og Din Sjæl ej sygner — nej!

Kjækt paa alt det Skjønnes Vej

sender Du Din stærke T anke;3)

thi kraftigt, sundt Dit Hjærte luer,

Du er saa dejlig, fin og kjæk,

og Livets Roser, Mælk og Druer

i Mismod ej Du kaster væk.4)

Forresten er hun undselig5) og blufærdig6), uskyldig'),

from*

) og blid9), tryg og fortrolig10); han kalder hende

„Du hvide Vemodige“ n ), og tidt er hun tankefuld12),

naar hun med Haanden under Kind13) troer sig alene.

Hun er en yndig Viv14) med

evige

Ynder,

evig

Skjøn-

hed, der huldt forkynder sig i alt Dette, som kun stam­

mer fra Jord 15).

Han giver os ogsaa Lov til at kikke faa øjeblikke

ind i hendes Bolig, hvor „hun sysler ret saa nydeligt“ 1(>).

For hendes Vindve skyder

en Rosenstok sig op;

ud gjennem Løvet bryder

rødmende Knop ved Knop. 17j

i) Nr. 32 IV.

2) Nr. 54.

3) Nr. 12.

4) Nr. 34. 6) Nr. 5.

6) Nr. 54. 7) Nr. 6. 8) Nr. 6, 18, 41, 64. 9) Nr. 18. 10) Nr. 74.

n ) Nr. 41. 12) Nr. 12. 13) Nr. 52. 14) Nr. 39. 1B) Nr. 76. 16) Nr.

52. 17) 45.