63 / 500
Ak, i hendes Smil, i Sukket,
i det milde, kjære Blik
har mit Hjærte dybt inddrukket
Evighedens Ungdomsdrik.
Hun har en huld og sød
Stemme
x), en klog
Pande
2),
der er Roser paa hendes lilieskære, bløde Kind3), og
hendes Læbe er fin og rød4); hendes „Kind og Mund
smile med sit Purpur, med sin Sne, som en Rose, som
en Lilie“ 5); men Sorgen bleger det Alt.
Disse Øjne var forgrædte,
dette Blik var sorrigmat,
disse Læber var saa trætte
og af Smilet rent forladt.6)
Han taler om hendes „skjønne Lemmer“ 7) og hendes kjær-
lige, bløde, fine Haand8). I hint Brev, som han skrev
til
Ludvig Bødtcher,
er han henrykt over dennes Be
tegnelse af hende som „den Blegrosenfarvede“ og beder,
om han maa eje den. Ofte i sine Digte kalder han
hende sin Rose9) og siger, at der i hendes
Væsen
boer
en Sødheds Kilde10); han taler om
den Elskovs dybe Mystik,
som jeg har læst i Dit Blik,
i hver Lade, i Din Gang
i Haarets Farve og i Stemmens Klang.11)
Han priser hendes
Hjærte,
der sukker øm t12):
dette Hjærte, som har banket
livligt, kjærligt, rent og purt,
dette Hjærte, som har sanket
Tusendfryd — og Smertens Urt,
x) Nr. 79. 2) Nr. 28. 6) Nr. 27 og 28. *) Nr. 19. 6) Nr. 19.
6) Nr. 32 I.
i)
Nr. 19. 6) Nr. 76. 9) I Nr. 24, 25, 28, 32 I, 34,
41, 44. 10) Nr. 52. 1X) Nr. 76. 12) Nr. 52.
—
5 6
—