65 / 500
—
58
—
Lig efterladte, klare Foraarstanker
i hendes Vindve dufter sødt øn Klynge
af Blomster, og om Karmen slynge
sig op og ned de lette, grønne Ranker.1)
Derinde sidder hun og „bruger Pennen ret“, eller ogsaa
maler hun ved sin Farvelade Blomst og Frugt2). En
anden Gang træffe vi hende, hvor hun ordner „et Blom
sterbrev“ til sin Ven, og i Svaret siger han3):
Hvor glad i Tanken jeg Dig saae
hist ved Dit runde Bord at staa
alvorlig, som Du være kan,
min søde, ranke Lilievand,
mens under Øjets kloge Vagt
Du ordned disse Blomsters Pragt,
mens Du med Rødt og Gult og Grønt,
med Blaat og Lilla fik mig sagt
saameget Elskeligt og Kjønt!
Saaledes har Chr. Winther glimtviis stillet sin Elskede
for vort Øje, som hun stod for ham; men han indrøm
mer selv, at „i Kjærlighedens Flav
der
svinder jo det
Fejlende“4). Han vil vandre Livets Vej med hende, til
hvem han tør sige5):
Jeg seer det grandt, Du favre Kvinde,
at aldrig jeg har elsket før,
men evigt vandret kun iblinde!
Nu veed jeg vist, nu skal jeg vinde
paa Jord min Himmel, for jeg døer.
Spørg ej, om jeg har glemt at klage,
om jeg har ingen Kummer mer!
Ak jo, naar jeg vil Sløret drage
fra Fortids Mørke, og tilbage
jeg paa min svundne Vandring seer.
h Nr. 92. *) Nr. 52. 3) Nr. 46. 4) Nr. 65. 5) Nr. 27.