38 / 500
—
31
—
Min lille Henri, mindes Du
med Venlighed Din Ven endnu?
Jeg husker Dig saa grumme godt,
jeg husker Alting, Stort og Smaat!
Jeg lovte Dig -— det veed Du nok? —,
at, hvis blandt Kammeraters Flok
Du Nummer Eet i Klassen blev,
jeg vilde skrive Dig et Brev
paa smukt, forgyldt Papir — ej sandt? —
med Billeder paa hver en Kant!
Men se,
det
Haab kun leved kort;
Du rejste jo saa hurtigt bort,
og jeg fik ikke Lov dertil.
Dog — for at trøste mig — jeg vil
nu skrive til min lille Ven
og lade, som Du var her end,
og tænke, at Du hos mig sad
og at Du ret var god og glad,
at, naar engang Du bliver stor,
Du dog skal se, jeg holdt mit Ord.
Jeg tænker tidt med Længsel paa
den Tid, jeg Dig hos Moder saae,
og Du var lystig, sprang og lo;
og alle Andre, maa Du tro,
som kjendte Dig og leve her,
Dig mindes og Dig have kjær.
Siig, husker Du, dengang vi To
gik sammen, og Du nikked, lo
til Moder, som med
Ida
sad
i Vinduet og saae, hvor glad
Du vandrede med mig til Bad?
Og hvor paa Gaden hist vi saae
et Bur med mange Lærker smaa,
en Lærkefa’er, en Lærkemo’er
og syv smaa Lærkebørn, jeg troer.
Og da fra Stranden saa vi kom,
hvordan vi kjøbte Kager, som
Du siden hjemme delte om?
Du seer, jeg husker Dig jo godt
og mindes Alting, Stort og Smaat.