33 / 500
— 26 —
der imidlertid ikke vilde følge med. Saa sendtes Avls
karlen i samme Ærende og kom tilbage med samme
Resultat. Tilsidst maatte Præsten selv gaa; han erklæ
rede, at Karlen skulde „i Hullet“. Karlen mindede
Præsten om, at denne i Hidsighed havde truet med at
myrde ham og tilføjede: „Skal
jeg
i Hullet, saa skal
Præsten komme til at sidde ved Siden af mig“. Saa
blev der ikke mere talt om den Sag.
Naar Præsten om Søndagene kjørte til Lisbjerg
Kirke, tog han ofte Korn med til Graa Mølle og lod
det male, mens han var i Lisbjerg. Han var saaledes
ingen Modstander af Helligdagsarbejde.
Ofte maatte han skifte Tjenestefolk; men især kneb
det meget for ham med Husholdersker. Engang havde
han dog faaet en, der kunde magte ham : hun pryglede
ham, saa han maatte søge Tilflugt i et Klædeskab. Der
ved fik han en Splint i Armen og maatte have Bud
efter Lægen; dog vilde han ikke være bekjendt at for
tælle denne, hvorledes han havde faaet sit Saar.
En Dag kom han nede i Stalden i Skjænderi med
sin Forkarl; Præsten var „rivegal“. Da tog Karlen sig
for at vælte ham om i Skarnet og gjennembanke ham.
I det Samme kom der Nogen, og Karlen smed sig da
hurtigt om, saa Præsten kom ovenpaa; Karlen holdt
ham i denne Situation fast i Ørene og raabte, at Præ
sten vilde kvæle ham. Denne Sag kom for Retten ; men
der
paastod Forkarlen, at Præsten havde pryglet ham;
Vidnerne havde ogsaa seet Præsten øverst, og Sagen
faldt.
Han blev senere forflyttet til Sjælland og var
der
Sogneraadsformand ; men de sjællandske Bønder sloges