32 / 500
—
2 5
—
sagde han til Lærer
Jessen
i Skejby: „Paa næste Søn
dag bliver jeg syg, saa bliver der ingen Gudstjeneste;
vil De bekjendtgjøre. det!“ Naar han om Søndagen kom
for tidlig til Skejby Kirke og der ikke var mødt nogen
Mennesker, lod han Vognen vende og igjen kjøre til
Hasle. Han vilde allerhelst, at der ikke var Nogen i
Kirke, saa han kunde være fri for at prædike. Kirken
blev helt foragtet. Paa Højtidsdagene var Præsten dog
en sikker Mand til at møde for at faa Offeret. Ved en
saadan Lejlighed lod Hasleboerne to Mænd bære hele
Offeret op i Kirken, og der var ikke Flere
der
end
disse To samt Præsten og Degnen. Denne sang en
Salme og begyndte saa at vinke Mændene op med Of
feret; men de erklærede, at de ikke vilde ofre, før Præ
sten havde været paa „Stolen“. Saa gik han da derop
og skjældte dem Huden fuld. „Jeg skal, min Salighed,
tage paa Jer med Jærnhandsker“, sagde han. Naar
Naboens Høns kom over paa hans Jord, skjød han
disse; en Husmand gjorde da Gjengjæld ved at skyde
hans Duer, der sad paa samme Husmands Tag. En
Søndag vare to af Naboens Grise gaaede over i Præ
stens Have; Præsten pudsede to store Bulbidere paa
dem; men, da Hundene derved kom ind paa Naboens
Grund, gav Tjenestekarlen
der
Hundene Prygl. Herover
blev Præsten rasende. „Grib mig ham an!“ raabte han;
men Ingen var parat dertil; derimod kom der Bud, at
Præsten skulde skynde sig op i Kirken, da Menigheden
der
ventede paa ham. Han var imidlertid saa arrig, at
han ikke vilde prædike, men kun forrettede Barnedaab.
Da han igjen var kommen fra Kirke, lod han sin Kusk
gaa ned til Naboens for at hente den før omtalte Karl,