30 / 500
O, jeg kunde gjærne dræbe
Dig, hvis ej Du var saa from,
at Du til min Helligdom,
hendes fine, røde Læbe,
hendes lilieskære Kind,
hendes Hjærte, uden Hinder
let og lønligt Vejen finder,
0g __ at hun Dig lukker ind.
Senere siger han i samme Digt til Søvnen:
Seer Du Sorgers vilde Flok
gridsk om hendes Leje dvæle,
jag dem bort — de skumle, fæle —
hun
har sukket mer end nok.
Sno Dig øm og vennehuld
tæt om disse skjønne Lemmer,
som en Sjæl, en himmelsk, gjemmer,
lig en Ædelsten i Guld! — —
Prsesten
JVerluns
havde ovre i Hasle fundet en
meget forfalden Præstegaard, som de ikke følte Lyst til
at flytte ind i. Da Murmester
Liltthans
hørte dette,
lejede han en Bolig til dem i den senere
guldbergske
Gaard i Klostergade i Aarhus og lod paa sin Regning
paabegynde Istandsættelsen af det Forfaldne. Til Aar
hus var det altsaa, at Winthers Breve gik. Efter Sigende
vare de i Begyndelsen uden alt intimt Anstrøg og inde
holdt Hilsener til Præsten
W erlun;
ogsaa senerehen
blev denne Korrespondance ført i meget forsigtige Ud
tryk, snarere almindelig lyrisk
e n d
egentlig erotisk; men
da var den hemmelig ligeover for
Werlhn.
Denne op
dagede, at hans Hustru skrev Epistler med Udskrift
„Til Madam Winther“. Nu passede han Posten op og
skaffede sig i Hænde Brevene til hende; han aabnede
dem, og, da han i et af dem fandt Chr. Winthers, gik
— 23 —