28 / 500
—
21
—
Vi græd, endskjøndt vi vidste,
at Alt jo var os forladt,
at dette var Dødens sidste
og Livets første Nat.
Saa sagte jeg Dig fortalte
Alt, hvad jeg havde liidt;
undseligt Du mig afmalte
den Kamp, Du havde stridt.
Mens henrykt ved Din Side
jeg sad og saae med Lyst
Alt, hvad Du maatte lide,
det lettedes fra Dit Bryst.
I Digtet „Hilsen i Vaar“ (Nr. 12) retter han tusende
Spørgsmaal til hende og vil vide Alt, hvad hun tager
sig til, føler og tænker. Han har Lyst til at føre hende
bort fra alle Snarer og Hindringer og siger til hende
(Nr. 11):
Lad os rejse! Lad os vandre!
Lad os fjærnt i Verden gaa!
Lad os, enige med hverandre,
evigt Stedet kun forandre,
hvor vor Elskovsblomst tør staa.
O, saa kom, min Elskerinde!
Kom og glem Dit Hjærtes Kval!
Vil Du? — Trofast skal Du finde
mig paa Fjældets stolte Tinde
som i stille Skyggedal.
Han lukker sig ude fra hele Verden og bryder sig kun
om hende (Nr. 18):
Jeg agter føje Verdens Dom
ved mine Udbruds røde Æmmer;
og, spørges der, hvorfra de kom,
og
Hvem
de Funker sværmer om,
jeg tavs og trofast Svaret gjemmer.