ChristianWinther

—

meget i vort Hus, og hvem jeg nu maaske aldrig mere

faaer at se“.

Med sig over til Jylland tog hun sin Søster

Jo

sephine;

Moderen var død 23nde Marts 1840, og denne

Søster trængte til landlig Ro, stærkt angreben som hun

var af Nervøsitet, vistnok en Følge af en ulykkelig Kjær-

lighed, efter Sigende til Lægen

Andreas Buntzen

. Hun

blev snart uhelbredelig sindssyg.

Da Winther var kommen hjem fra Mecklenborg,

besøgte han ikke sjældent Fru

Werliins

Barndoms-Hjem,

og her blev det sagt ham, at det gjorde hende ondt,

hun aldrig hørte fra ham. Han svarede: „Hvor kan

jeg skrive til

hende?

Hvad vilde hendes Mand sige til

det?“ Man mente, , at det var da den naturligste Sag

af Verden, og at

Werliin

umueligt vilde kunne tage

Saadant ilde op. Saaledes kom der da under Protek

tion af Fru

Werliins

Nærmeste en Korrespondance i

Stand mellem hende og Chr. Winther.

Fra hans Ophold i Odense skriver sig Digtet Nr. 9

i Samlingen „Til Een“. Han standser uden for en Fugle

kræmmers „levende, tæt mylrende Bod“ ; den Gud, som

har lært ham at slaa Citren, har ogsaa givet ham at

forstaa Fuglenes Sprog, og han tolker nu den forskjel-

lige Sang, han hører. Da slaaer pludseligt en Drossel

til Lyd og fortæller de andre Fugle:

Jeg sad i

Fruens Bøge1')

i det liflige Fyen,

mens Aftenklokken sendte

sin Hilsen hid fra Byen;

i) Dette er, som bekjendt, en lille Lystskov uden for Odense.

N. B e g h : Chr. Winther. III.

“