19 / 500
—
12
—
Efterhaanden gik den Følelse, Chr. Winther nærede
for hende, over til at blive alvorligere. Allerede i 1837
bragte han gjennem
Agerskov
Hilsener til
Werliins
og
„deres nydelige smaa Dukker“ 1). Omtrent paa samme
Tid sendte han Fruen en ganske lille bitte Bog, i hvil
ken han med en Skrift, der kun kan læses under en
stærk Lupe, tolker hende sin Følelse. Disse Digte ere
ikke tidligere offentliggjorte. „Tilegnelsen“ lyder saaledes:
Her høres ingen Fløjtetone,
der Sorgen dysse kan i Blund,
kun Skrig fra Raseriets Zone,
kun Suk fra Hjærtets mørke Grund —
mit Billed, stedt i Smertens Lue:
har De nu Lyst og Mod
at se den Kval, min ædle Frue,
saa — vær saa god!
Derefter følger:
Jeg vrider mine Hænder
den lange, lange Nat;
jeg mig paa Lejet vender
saa pinefuld og mat.
Jeg rejser mig med Kummer,
jeg lægger mig med den;
mit Hjærte ikke rummel
en anden trofast Ven.
De hemmelige Kvaler
jeg ikke røbe tør.
Mig rigeligt betaler
hvad jeg har syndet før.
Hvor kan jeg være lystig,
hvor kan jeg være fro,
hvor kan jeg være trøstig
foruden Trøst og Ro?
!) Se Breve fra og til C. W. S. 37.