20 / 500
— 13 —
Jeg ængstes for det Rene;
thi jeg er ikke ren;
jeg gyser, er jeg ene —
jeg gyser — kun for Een.
Saa indtræder det Tidspunkt, da han bliver ansat
som Lærer for Prinsesse
Mariane.
Da han opholder
sig i Neu Strelitz, gaaer han „i smertelig Længsel“, fordi
Carl Petersen,
der kommer i
Werliins
Hus, ikke har
skrevet ham til; han udbryder: „Hvis
Carl
vidste, hvor
ondt
det gjør saaledes at længes, saa vilde han vist ikke
lade eller have ladet mig vente saa længe og forgjæves.
. . . . Gud give, Carl vilde skrive mig til!u
Han kla
ger ogsaa over, at „en ubenævnt Dame“, der selv havde
tilbudt at lyksaliggjøre ham med Brev, og til hvem han
havde skrevet først, ikke har svaret ham; og det er vel
ikke vanskeligt at gætte, hvem hun er. Fra Neu Stre
litz skriver han d. 19de Maj 1841 til
Ludvig Bødtcher,
som i et Brev har fortalt ham om sin Gjenboerske:
„„Blegrosenfarvet!“ — det er det rette Ord! Maa jeg
eje det? Jeg vil skrive Vers til „den Blegrosenfarvede“,
og hun skal nok forstaa, at jeg mener hende1). Jeg
kan ikke med Ord udtrykke, hvor jeg med min hele
Sjæl elsker Hende, og hvor jeg forbander min Skæbne
og —
mig.
Er det dog ikke til at græde Blod over,
at en saadan Skabning skal være lænket til et saadant
Monstrum fa tu ita tis
?2) Gud give, det var min Kone!3)
*) Han brugte jo forresten paa samme Tid dette Udtryk om
Prinsesse
Mariane.
(Se II, S. 416). —
Bødtcher
skildrer i sit Digt
„Fuglen“
Marie
som en „blegrosenfarvet Lilie“ . (Se B.s „Digte“
1870, S. 40). 2) Et Uhyre af en Nar. 3) Jeg afskriver her efter
Original-Brevet paa Det kgl. Bibliotek, ikke efter „Breve fra og til
Chr. W .“, hvor de sidste Udtalelser ere udeladte.