21 / 500
—
1 4
—
Da jeg i Hadersleben om Aftenen laa i min Seng og
sov, forekom det mig i Drømme, som om jeg sad i
Urtekræmmer
Petersens
Stue i en Sofa ved Siden af
Carl Petersen
. Da traadte
H un
med Et ind i Stuen;
hun havde en hvid Kjole paa, en sort, elegant Mantille
og en lille, mørkegrøn Silkehat i Haanden; hun var saa
dejlig, men saa tragisk alvorlig, som jeg desværre ofte
har seet hende. Da ligger der en Dybde i hendes øjne,
en Fylde af Vemod om hendes Pande og Mund, det er
ligesom en ængstelig tordensvanger, graa Sommer-Efter
middag, fuld af Anelser og Smerte. Hun gik lige hen
til
C. Petersen
og spurgte ham: „Hvor er Winther?“
— I det Samme kom der en Mand ind i Stuen og
kastede noget Tungt paa Spisebordet, og jeg vaagnede.
Jeg kunde ikke strax besinde mig,
hvor
jeg var; men,
da jeg ret var bleven vaagen, kom jeg til at græde, og
jeg stod op og satte mig i den
vis-a-vis
med min Seng
staaende Sofa og hulkede af Hjærtens Grund; og, da
jeg saa var bleven rigtig kold, krøb jeg igjen tilkøjs og
sov ind. — Paa Rejsen drømte jeg saaledes tre Gange
om hende; det er intet Under; thi jeg tænker ikke paa
Andet. Nu rejser hun bort, og jeg seer hende maaske
aldrig mere i mit Liv. — Erfarer Du Noget om hende
eller Noget, der kan angaa hende, saa fortæl mig det,
kjære
Bødtcher!
— Veed Du hvad? Det er rent af
skyeligt og forbandet ikke at være gift. Jeg troer, jeg
har ytret Dig dette tidt nok; men
nu
føler jeg det maa
ske mere levende, fordi det tegner til, at min udvortes
Stilling kan blive af den Natur, at jeg kunde effektuere
et saadant Foretagende. Men — jeg gjør det ikke. I
min Alder, naar man er saa nær ved Aftenen, er det