25 / 500
- 18 —
om Stammen, hvor jeg gynged,
tæt Vedbenden krøb,
ved Roden med Rislen
klart Møllebækken løb.
Da vandred ind i Lunden
med langsomt Fjed en Mand;
han standsed just og satte sig
véd Bækkens grønne Rand.
Jeg saae det nu saa tydeligt:
han havde det ej godt;
hans Kinder vare blege,
hans Øje, det var vaadt.
Og frem han drog af Barmen
saa fint et lille Blad;
det læste han andægtig,
ret som en Bøn han bad;
han trykkede det heftigt
til sin brændende Mund
og kasted sig i Græsset
og græd af Hjærtensgrund.
Jeg
vidste Hvad ham smerted,
jeg kjendte grandt dets Navn;
saaledes kan kun grædes
ved den Elskedes Savn.
Saa nærmed jeg mig sagte
fra Kvist og til Kvist
og sang, saa trøst jeg kunde,
med Lempe og med List:
„O, græd Du kun Din Taare,
„mens den lindrer Dit Bryst,
N
„o, send kun Dine Sukke
„til den fjærne, fjærne Kyst!
„Men lyt dog til mit Varsel,
„og tro dog paa min Trøst:
„Din Smerte skal sig vende
„til den saligste Lyst.
„Hvad aldrig Du ret værdigt
„kan lovprise ved Din Sang,