26 / 500
—
19
—
„Hvad ikke Du tør ane,
„det venter Dig engang!
„Hvad Yndigt og hvad Elskeligt
„et Hjærte ønske kan,
„det vorde skal Dit Eje,
„Du lyksalige Mand!“ —
Da hæved han sit Øje —
men gjennem Taarens Daab,
jeg syntes dog, jeg skimted
et lille Glimt af Haab;
og glad og kvik jeg svang mig
over Land, over Sø;
thi, ak, min Længsel stunded
til Sjællands rige 0 .
Jeg fløj til Dyrehaven,
jeg fløj til Gyldenlund,
jeg troede,
der
mig vented
min højtelskede Hun.
Da fløjted det — da lokked det —
da voved jeg mig nær —
og saa blev jeg da fanget,
saa jeg nu sidder her!
Digteren slutter saaledes:
Han tav — men for Profeten
jeg Løsepengen gav
og aabned ret med Vellyst
den Levendes Grav.
Et Øjeblik paa Haanden mig
han sang sit: „Tak! Farvel!“
og foer saa glad mod Himlen
som en frifunden Sjæl.
Man vil se, at hans Kjærlighed til den unge Frue
kryssede den i forrige Bind omtalte til Prinsesse
Mari
ane.
Her gjentager sig paa en Maade hans Forhold
til de to Søstre
Miiffelmann
og senere til
Almide og
de unge Piger hos
Rosenkildes:
han elsker To eller