23 / 500
—
16
—
Da strakte jeg min Arm
mod Dig. Du Elskte, Søde!
Hvor mine Ord blev bløde!
HvorTaaren trilled varm!
Jeg veed, paa Drømme troer Du:
m in
Drøm, den er en sand Profet,
o, Du kan tro Hvad Du har seet,
at i mit Hjærte boer Du.
Men, løst af Drømmens Baand,
naar her, forladt og ene,
jeg
aldrig
tør forene
min
med Din bløde Haand,
da gjør min Smertes Klage,
den
virkelige
, bitre Graad
mit Øje blindt, min Kind saa vaad,
og kalder mig tilbage.
I det nylig omtalte Brev til
Ludvig Bødtcher
siger
Winther, at Fru
Werlim
rejser bort fra Kjøbenhavn, og
han seer hende maaske aldrig mere. Hendes Mand var
nemlig d. 30te Januar s. A. bleven udnævnt til Sogne
præst i Hasle, et lille Stykke Vej uden for Aarhus. Hans
Frues Tilbedere vare bievne ham for mange, og han
vilde langt bort fra Kjøbenhavn; derfor søgte han Hasle
paa Bornholm; men, da samtidig dermed et af samme
Navn i Jylland var ledigt, fik han af en Fejltagelse
dette.
Inden Afrejsen dertil kom Fru
Werliin
ud til Pa
stor
Schacks
paa Christianshavn for at tage Afsked med
sine Veninder, Døtrene i Huset
der.
Hun udtalte da, at
det var meget mod sin Villie, hun flyttede fra Kjøben
havn. Efter at have opregnet flere Grunde, hvorfor hun
helst vilde blive
der,
sagde hun: „Og Hvad der nu
gjør mig allermest ondt er, at jeg ikke skal faa sagt
Farvel til Chr. Winther, som er kommen saa uhyre