29 / 500
Til Skoven søger han, til Ensomheden, og yndigt ud
synger han da sit Vemod og sin Længsel (Nr. 15):
Jeg gik mig i Skoven saa ensom en Gang,
alle de smaa Fugle saa yndeligt sang,
de havde ej Andet at bestille;
der
kvad Stillids, og
der
kvad Gjøg,
der
slog højt i den hvislende Bøg
en Irisk sin sitrende Trille.
Da tænkte jeg paa Hende, som er ikke her,
da tænkte jeg paa Hende, mit Hjærte har kjær,
og jeg tænkte, det Bedste jeg kunde;
og Alting omkring mig, det tænkte som jeg,
den gamle Eg og Granen, der brystede sig,
og alle smaa Fugle i Lunde.
Og
A lt
vilde trøste mit længselsfulde Sind;
fortroligt mig hvisked den letsindige Vind
de luneste Ting i mit Ø re;
og Stæren mig sagde saa meget — meget Smukt;
med Længslen de kunde dog ikke faa Bugt,
den lod, som den ej kunde høre.
Saa vil jeg da længes med alle Blomster blaa,
saa vil jeg da sværme med alle Fugle smaa
og sukke med de svævende Vinde;
saa vil jeg da vandre min ensomme Gang,
saa vil jeg indvie hvert Suk og hver Sang
og min inderlige Smerte til hende.
Atter udbryder han (Nr. 18):
O, var Du her i denne By,
og gik Din Fod paa disse Stene,
jeg kunde dog i Sværmens Ly
hver Dag Dit Billed huldt forny —
men, ak, jeg sørger her alene!
Han taler til Søvnen, til denne „Dreng med de brune
Lokker og de sænkede Øjelaag, der dristigt sniger sig
til hans Elskedes Sovested“ (Nr. 19):