ChristianWinther

—

statsministeriet en Klage over vedkommende Byfoged,

hvem han betegnede som Sortebroder Knud, medens

han selv var Axel og

Julie

Valborg. Denne Klages

fornærmelige Udtryk paaførte ham en Proces, der atter

havde tilfølge, at han maatte betale en betydelig Penge-

mulkt. Nu indsmigrede han sig hos Byfogeden og ind

bød ham forgjæves til et splendidt Maaltid, Altsammen

i den Hensigt, at Dommen ikke skulde blive offentlig

gjort, hvilket han ogsaa opnaaede. — Som Beviis paa

hans Sindelag mod den fraskilte Hustru, kan jeg for

tælle, at, da han sendte hendes kostbare Garderobe til

bage til hende, havde han hældt Tjære i alle Silkekjo

lernes Lommer. Dette fortalte Chr. Winther til

Agerskov,

som svarede: „Det var en underlig Hævn; jeg kunde

have forstaaet, om han havde slaaet

D ig

ihjel; men

dette er jo blot barnagtigt“.

At Winther, efterat Separationen havde fundet Sted,

følte sig mere forpligtet i sit Forhold til Fru

Werliin,

sees paa flere Maader. Samme Aar offentliggjorde han

sine første Digte til hende, og, skjøndt han selv mente,

at Verden ikke kunde skimte Hvem Gjenstanden for hans

Sang var, vidste altfor Mange Besked med dette For

hold, til at det ikke skulde blive tydeligt, at Fru

Wer

liin

var hans Muse. I Indledningsdigtet til hende syn

ger han:

Ak, jeg husker nok dengang,

da jeg sad i Dit Kammer

og læste Dig min Sang,

luid af Elskovs Fryd og Jammer,

mens Dit Øjes dybe Blaa

i Taareduggen svommcd,

og Smerten bitter laa

om Din Læbe og drømmed,