31 / 500
—
2 4
—
han ind i hendes Stue og gjennembankede hende med
et Spanskrør1). Hendes Søster Frøken
Thora Liitthans
var der netop dengang i Besøg, og hun meddelte da
skriftligt sin Fader det Passerede. Denne samtalede
derom med sin Svigersøn
Monrad,
som saa kom rej
sende til Aarhus og strax efter førte hjem derfra til
Kjøbenhavn Fru
Werliin og
Børnene. Murmester
LAitt-
hans,
som var en bestemt Mand, „enMand med faste
Priser“, gav derpaa Ordre til at standse alt Arbejdet i
Præstegaarden, og
Werliin
flyttede snart alene derud.
Hans Hustru havde da faaet Nok af hans Brutalitet og
Kyniskhed, som gjorde ham saa lidet afholdt allevegne,
ogsaa blandt Bønderne, han var iblandt. Der fortælles,
at han sad paa Kroen og spillede Kaart med dem, og
da kunde han med Eet sige: „Saa, nu skal jeg over
at slaaVand paa et Barn; men det varer ikke længe,
saa kommer jeg igjen og tager Kaartene“. Eet maatte
man imidlertid indrømme ham: han havde Retfærds
følelse, og han talede altid de Fattiges Sag. En Mand,
der er inde i de Forhold, som knytte sig til
Werliins
Virksomhed i Hasle, skriver til mig om ham: „Han
regnede ikke Bønderne for Noget. Ved Konfirmand-
underviisningen udskjældte han dem og deres Børn.
Han sagde, at Bønderne brød sig ikke om Andet end
at skrabe Korn i en Tøndesæk. Om den ene af sine
Skoler sagde han, at den var en Svinesti, fordi der var
Kampestensgulv i den. Han kunde nok „sætte en god
Prædiken fra sig“, naar han vilde; men han vilde sjæl
dent. Naar Folk vare komne i Kirke, sendte han ofte
Bud til dem, at der ingen Tjeneste blev. En Søndag
b Hans egen Meddelelse til Pastor
V. Nielsen.