ChristianWinther

Dem

takker jeg da hjærteligt

for de Syner, jeg har havt;

thi sødt-vemodigt-smerteligt

drog mig Blomsternes Kraft.

Dem

takker jeg for Minderne

om Glæder og om Ve;

for Vennerne, Veninderne,

hvis Billed jeg fik se;

for Vandring gjennem Moserne,

i Skov, ved Søens Bred,

for „Cachucha“ og for Roserne

og al anden Venlighed.1)

Paa denne Tid var Chr. Winther ikke egentlig al

vorligt optagen af Fru

Werliin;

han pirredes nok kun

af det Pikante ved at gjøre Kur til en nydelig ung

Kone. Pastorinde

Augusta Nielsen,

født

Schack

, kom

— ligesom hendes Søstre — i

Werliins

Hus og gik en

Dag derfra ud til

Heibergs.

„Jeg skal hilse Dem fra

Christian Winther“, sagde hun til Fru

Gyllembourg,

„jeg har lige været sammen med ham“. „Hvor?“

spurgte Fruen. „Paa et Sted, hvor han kommer hver

Dag“. „Saa er han forelsket

der“,

udbrød

Heiberg..

Fru

Nielsen

svarede: „Det kan han næppe være, fol

der er slet ingen unge Piger“. „Jamen, saa er der vel

en ung Kone?“ fortsatte

Heiberg.

Fru

Nielsen

svarede:

„Hende troer jeg ikke, der er Noget ved at gjøre Kur

til“. Da sluttede

Heiberg:

„Hvor De dog er et Barn!

Veed De da ikke, at Winther allerhelst er forelsket i

unge Koner?“ 2)

I Sommeren 1839 laa

Werlims

paa Landet i Taar-

bæk, kort før man naaede Kroen. I Stedet ved Siden

af boede

Phister,

der havde sit Soveværelse i Gavlen

ud mod

Werliins

Have. Uden egentlig at ville det,

i) Sml. Digtn. II, S. 3—5. 2) Fru

Nielsens

Meddelelse til mig.

_ 9 —