15 / 500
blev nu iMode, at unge Piger ved private Teaterforestil
linger eller endog til daglig Brug i deres Hjem efterlig
nede denne Dans.
Josephine Liitthans
var en af disse
Danserinder og udøvede sin Kunst med fortryllende Ynde.
Winther sendte hende under Navnet
Beppina
et Par
Kastagnetter, ledsagede af et Digt, hvori han siger, at
han tidt har ønsket at se de spanske Pigers sortbrune
Øjnes Skjær, naar de i den slangesmidige Dans forraadte
deres brændende Indre, og saa fortsætter han:
Men nu, ved det danske Sund,
ved Strand, i den landlige Bo,
— hvis Haabet bliver mig tro —
skal henrykt mit Øje følge
Dit Blik og Din smilende Mund
og Din Midies svævende Bølge,
naar Du træder den mauriske Dans.
Men dog skal Din blendende Arm,
Dine Lokkers blonde Krans,
Din Kind, saa skær og saa varm,
hint Foraarsblaa i Dit Øje,
mig minde om, hvor vi boer,
og at Kvinden her i vort Nord
har Blikket vendt mod det Høje;
at kuns
hun
en Længsel stor
har knyttet i hellig Enhed
til Livets sværmende Lyst
og til Værn om sit tugtige Bryst
Lysalfers barnlige Renhed.1)
Dette Digt taler om Frøken
Isiitthåns
i „den land
lige Bo ved det danske Sund“ o: i Skodsborg. Det er
formodentlig derfra, hun senere sender ham Blomster,
som han takker for fra sit kjøbenhavnske Fængsel, hvor
han lever som en Kylling i et Æg og ikke veed, om
Gjøgen har istemt sin Jubel; da lokkes landlige Syner
frem, og tilsidst siger han til hende:
v)
Samlede Digtninger I, S. 198.