41 / 50
til er n u at bemærke, at Kasernens lan g e Side-
fagader ikke udelukkende er optagne af at danne
H jørne, og dernæst laa dog oprindelig Volden
temm elig tæt ind paa Hjørnet. H vem , som m in
des V olden og dens gam le Trær, har næppe b evaret noget Indtryk af, at de skadede Kasernen.
Tværtimod m aaske! D et virkede m eget godt
m ed V oldens Skraaning tæt foran Kasernens
lan ge Mur — og det har Jardin sikkert ogsaa
regnet med. En B ygn in g som S ølvgaden s Kaserne vil altid hæ vde sig ved sin e egn e fortrinlige Egenskaber. Men om den har vund et noget
ved at faa den aabne Gade og Plads foran sig
i V oldens Sted, syn es ikke udenvidere givet.
Naar Hr. H en n in g sen dernæst anker over
Kunstm useets ganske vist i alle Maader forkvaklede Placering, saa har han forsaavidt Ret
i denne Anke; m en han er m u ligv is ikke v idende om, at den æ ldste Brygger Jacobsens
Forslag gik ud paa at læ gge M useet oppe paa
Bastionen, ovenfor dennes faste og plastiske
Skraaflader ned mod Parken, ovenfor V oldens
d en gan g skarpt afskaarne Brink m od Sølvgade,
og med Volden og dens A llé af gam le Trær
m ellem sig og Kasernen. Saaledes vilde B yg
n in gen have faaet en ypperlig Støtte i sin e Om givelsers plastiske Form og m aleriske Skønhed.
Ingen kunde d en gang vide, at Jernbanebehovet
sid en vild e grave Volden væk: m en et Blik paa
den næ ste Bastion (som nu skæmm es af D a n m arksm onum entet) viser, at endda kunde noget
af den gode V irkning være bevaret. At de u a lm indeligt gode P laceringsvilkaar blev forkvak
lede, det skyldes — en Arkitekt, d en gang højt
anset, som ikke vilde have sit Mesterværk skjult
af Trær.
Med H en sy n til Christiansborg Slotsplads,
da har Hr. H en n in g sen Ret i, at et »lille v e n
ligt Anlæg« ved Slottets Fod passer ikke. Det
bliver for smaaligt. Men Hr. H en n in g sen har
ogsaa Ret i, at den trekantede Plads »egner sig
slet, p lanm æ ssig set« til at virke som »Fundam ent for Slottet«. D ersom P ladsen laa nøgen,
vilde det i høj Grad føles, hvor disharm onisk
dens Skævhed virker imod Slottet. Skulde det
rette Samm enspil naas, maatte Kanalen ligge
parallel med Slottets Fagadelinie og ikke nær
saa langt fra denne, som den gør ved H olm en s
Bro. Laa Pladsen nøgen, vild e det ogsaa u b ehageligt føles, hvor lidt den i sig selv saa
smukke Børs m ed sin lave R ejsning og sine
sm aa Former, og H olm en s Kirke staar i H arm oni med Slottets og M in isterialbygn in gen s
høje og tunge Masser. Man kan her kalde
Træerne en Nødhjæ lp, om man har Lyst, men
d enne Nødhjæ lp kan endnu m indre undværes
her end paa K ongens Nytorv, hvor Hr. H e n n in g sen dog selv indrømmer, at »Pladsens arkitektoniske Brist vilde træde tydeligere frem,
om Træerne b lev fældede« (o: den gam le Trægruppe i M idten). Det b etyd elige Skøn h ed sindtryk m an faar af K ongens Nytorv, beror i
m eget væ sen tlig Grad paa denne Trægruppe.
Og hvad Slotspladsen angaar, da tør det vel
hæ vdes, at som Slottet nu er blevet, kan det
ikke godt stille Fordringer i B ygn ingskun sten s
NaVn.
H vad angaar selve de arkitektoniske Principer, da vil det jo være m eget godt, om Arkitekterne vil hæ vde dem i deres egn e B y g n in
ger med større Renhed end sket er i lange
Tider. Men husk dog ogsaa paa, at der skal
noget mere til end de bare Principer, noget
som hverken lader sig udtrykke ved Regler e ller Tal, forinden Arkitekturens Krav paa u b etinget at gaa forud for alt andet kan hævdes.
By og B ygn inger er dog ikke til for deres egen
Skyld, m en for deres Beboeres, og d isses Trang
til at have Trær m ellem de m ange haarde Mur
sten og Brosten er ikke blot romantisk Lyst
til Farver og blødere (»udflydende« siger Hr.
H en n in gsen ) Rythmer, m en bunder ogsaa i
noget mere praktisk. D esud en er nu B yen e n
gang b ygget saaledes, m ed m ange T ilfæ ld igheder, at Arkitekturen foreløbig kan faa ad sk illigt at gøre med at feje for sin egen Dør. Selv
overfor dens nyere B estanddele kan der nu og
da opstaa en lille Tvivl, om ikke ogsaa de
kunde trænge til at prøve »Kærlighedens Kaa-
be«. Og selve det romantiske, eller skal vi sig e
det maleriske, har jo ogsaa sin Ret lig e saa godt
som det arkitektoniske. Hr. H en n in g sen selv
viser sig da h eller ikke helt ufølsom derfor;
han indrømm er f. Eks. atTræerne bag Am alien-
borgs Palæer »glæder det poetiske i os .. . som
levend e Værdier.«
Og end elig tør det maaske lig e antydes, at
de strenge Principer ogsaa har deres Fare. Det
k a n ske, at de bliver T alen tløsh ed en s faste
Borg, Doktrinarism e og Sem inarism e istedetfor
Kunst. Beviser herfor kan — for at lad e det
hjem lige ude af Betragtning — hentes i m a sse vis i det logisk e og m etodiske m oderne T y sk land.
H vad Hr. H en n in g sen siger om Fæ lledparkens N egligerin g af sin udmærkede Indfatning
af de gam le Alléer, om dens K rusedulleveje
og karakterløse Busketter, kan jeg ganske give
ham Ret i. Naar han derimod siger, at »hvad
Pladser i A lm ind eligh ed angaar, hvor T alen
er om en arkitektonisk U dform ning af H u s væ ggen, da kan der sikkert aldrig være Tale
om B eplantning af nog en Art, det være sig m ed
Trær, B lom ster eller Græs«, da kan jeg give
ham Ret, ialtfald som alm ind elig Regel, med
H en sy n til B lom sterne og Græsset; man skal
ikke anlæ gge Haver paa Pladser og Gader. Men
med H en sy n til Træerne, da afhænger det dog
af de konkrete Forhold, om de er u forligelige
m ed det arkitektoniske. P ladsens Størrelse og
Indgan gen e til den spiller bl. a. en Rolle. En
Plads som K ongens Nytorv vilde under alle
Om stændigheder være stor nok til at bære en
B eplantning i M idten; der bliver A fstand nok
endda for Synet af B ygningerne. M en havde
vi faaet C lemm ensens lille fine Plads ved N ic o lai Taarn i Stedet for Kirkepastichen, da havde
der m u ligvis ikke været saa god Plads for Trær.
P.
J o h a n s e n .
UDGIVET AF FORENINGEN TIL HOVEDSTADENS FORSKØNNELSE
REDIGERET AF OTTO ASMUSSEN
TRYKT HOS N IE L S E N & LYD ICHE (AXEL SIMMELKIÆR), KØBENHAVN