ChristianWinther

jo nok være, man bor tilføje det historiske Faktum,

at Idyllen altid mere eller mindre tilhører Forfalds

perioderne. Vist er det, at han aldrig røbede Sans for

Politik, Statsøkonomi eller Noget, der vedkom Folkets

mere ydre Historie. Desto inderligere følte han for

dets poetiske Frembringelser, uden egentlig at ænse,

hvorledes disse fødtes ud af hine Forhold. I hans egne

Digte vil man forgjæves søge efter Tegn paa store

Samfundsbevægelsers Paavirkning eller i det Hele paa

Problemers Indflydelse i Digtersindet. Digtene kom

stille, fredeligt, med den sande Poesis Kjendemærker,

og saaledes slog de an i Folket.

I sin Opvæxt kan han ikke med fuld Bevidsthed

have fornummet

Oehlenschlægers

første mægtige Virk

ning paa dens Højdepunkt; men „Helge“ udkom dog

Aaret før han blev Student, og, da han elskede

Oehlen-

schlæger

over alle andre Digtere1), saa spores dennes

Aand da ogsaa — om end kun svagt — i et Digt

som „Asbjørn og Thora“, ligesom ogsaa senere f. Ex.

i „Et Par“ 2). Alligevel ere disse to Digteres Naturel

saa forskjellige, at

Oehlenschlægers

Indflydelse ikke

bliver væsentlig. Chr. Winther siger selv: „Jeg har

fia første Færd beundret og elsket

Oehlenschlæger;

men vist og sandt er det, at han aldrig hos mig har

tilvejebragt den Opvækkelse (Anregung) og Fortrøst

ning, som

Goethe

Tieck

Schlegelerne, og

aldrig den

) Dette erklærede han f. Ex. til Professor

Agerskov.

(Se ogsaa

„Museum“ 1896, II, S. 4). *) Senere i denne Bog vil der blive

gjort opmærksom paa

Molbechs

Udtalelser om Sammenlignings

punkterne mellem

Oehlenschlæger

og Winther.