104 / 448
—
9 7 —
seer man især, hvor Træk af et Slags tungsindig Ironi
kommer tilsyne“ ; her peger han paa „Steffen og Ane“ som
han finder er det bedste, „Jørgen og Trine“ samt „Svend
og Inger“, hvilket sidste Træsnit han dog har forskjel-
lige Indvendinger imod. Han fremhæver Letheden, hvor
med Winther behandler den poetiske Form“. Hans Omhu
for Sprog og Versifikation ere mere end almindelige og
synes at maatte love en rigere Fremtids Høst“. „Om
de lyriske Digte, der udgjøre den øvrige Del af Bogen,
maa Anm. nøjes med at sige, at ikke faa af dem røbe
et ikke blot naturligt, men uddannet Talent, hvis Omfang,
Styrke og Originalitet det maa være Fremtiden forbeholdt
at dømme om. Hvad Knopper og Blomster her love,
synes at spaa mangen ædel Frugt. Det Subjektive, en
ungdommelig elegisk, om ikke meget rig, dog varm og
temmelig modnet Følelse, er endnu det Herskende;
men den er ikke uden Ejendommelighed“. 1 ilsidst be
brejdes det Digteren, at han paa et enkelt Sted synes
paavirket af
Heine
, „en af Døgnets tyske Modedigtere,
hvis Indbildninger og Selvtilfredshed udentvivl ere større
end hans Geni; hvis ikke aandløse, men ofte ryggesløse
og frække Poesi, der vil bole med Muserne og frem
stille en subjektiv Gemenhed for Publikum, hidti1 mere
vidner om indvortes Sønderrivelse, end om den Hai-
moni og Helhed, som er Kunstens Præg“.
Da Digtene
i 1832 optrykkes igjen, forøgede med flere nye, tagei
Molbech
atter Ordet i „Maanedsskrift for Literatui og
siger, at, hvis man efter Datidens for Aand og Hjærte
lidet nærende æstetiske Læsning har følt sig trættet og
utilfredsstillet ved det ofte Uharmoniske eller det Tanke-
matte og Formløse, og vil udhvile sig paa en behagelig
N.. B øg h : Chr. W inther, II.
~