107 / 448
—
1 0 0 —
foldighed af Variationer i det Tema „Kjærlighed paa
Landet“ og Bevarelsen af en stræng karakteristisk Selv
stændighed i hver af disse, end den poetiske Skjønhed
og kunstneriske Fuldendthed, hvormed de i deres ulige
Detailler ere udførte. Medens andre Forfattere af hans
Art vidtløftigt
parafrasere
(omskrive) Naturen, en
Situation, et Billede, nøjes Winther med, ikke tvungent,
men samvittighedsfuld, at
oversætte
dem i Digt. „Sjældent
eller aldrig har Virkeligheden gaaet mere
ukunstlet
prydet fra Kunstens Natbord end under denne Sang
gudindes søsterlig omsorgsfulde Beskjærmelse og smag
fulde Behandling“. Denne udførlige Afhandling, som
nærmere maa eftersees i „Niordluset“, ender med at
sige, at her aabenbares „en varm Fortrolighed med
Naturen, et livligt Blik for alle Verdens smaa elskelige
Idyller i det Stille, et vist saa at sige folkevisemelodisk
Sværmeri, som dog ikke udelukker Træk af Humor og
til og med af oprømt Munterhed, samt overalt denne
Duft af en Foraarsmorgen, denne Farvetone af en
„blaa Saga“, denne „vævede Sky“ af yndigt og mildt
Behag, som man skulde tro vare låante fra Gratiernes
Skuldre“.
Man vil gjennem ovenstaaende Anmeldelser have
faaet et Begreb om, hvilken Lykke denne Winthers
første Digtsamling gjorde. Digterkongen, hans danske
Mester
Oehlenschldger
, udtalte privat stor Roes over
den, skjøndt han satte
Poul Mellers
Digte højere.
Han var aldeles henrykt over disse Linier i „Henrik
og Else“ :
Der
gaar den lille Ælling, saa gul og rund og ren,
„ret som en Æggeblomme, der nyligt har faaet Ben“.