111 / 448
—
1 0 4 —
Winther svarede:
Havet er vel en Moder stolt,
barsk er vel hendes Stemme,
strængt hendes Blik og Favntaget koldt;
Færlen hun haver i Gjemme.
Haardt hun aver med stadig Tugt
Hver, hun sin Dør mon oplukke;
Døden var tidt hendes Kundskabs Frugt,
en Grav hendes Sønners Vugge.
Men paa hvert Barn, som holdt Kuren ud,
trygt Fædrelandet kan stole;
Alle vi veed, at
Juel og Rud
har gaaet i denne Skole.
Thi Kjækhed og Kraft og skarp Forstand
og Alt, hvad som giver Ære,
den hele vide Verden kan
ved Havets Højskole lære.
Men ofte hun seer med hellig Lyst
paa sine udvalgte Sønner
og vækker en Ild i deres Bryst,
som sødt deres Idræt lønner.
Hun trykker et Kys paa deres Mund
o g skjænker dem Sangens Gave
og viser dem Vej til Musens Lund,
'den evigblomstrende Have,
og lærer dem mangen mandig Sang,
mens Kampens Straale lyner,
og lærer dem lokke ved Harpens Klang
selv fremmede Heltesyner.
Men Den, som Harpe med Sværd forbandt,
berust af Gudindens Blikke,
ham kalder hun aldrig
Dilettant,
hun mener, det sømmer sig ikke.
Paa Sagas Skjold hun skriver hans Navn,
hvor Lauren grønnes om Randen,
og i hans elskede Fødestavn,
der
er han kjendt af Hveranden.