110 / 448
—
1 0 3 —
Matrosen har Æren og Arnen kjær
tilfælles med sindrige Digter;
i Sindet de ere hinanden nær;
dem Bægge ej Følelsen svigter.
Naar Stormen hviner paa salten Hav,
og hin med Bølgerne kæmper,
strøer denne en Blomst paa den Godes Grav,
og Savnets Taare han dæmper.
Hin fægter med Sværdet i stærke Haand,
han mindes de henfarne Slægter;
men denne med Tanke og dybsindig Aand
mod Nutidens Uvaner fægter.
Og Kampen er haard for dem bægge To;
thi der er saa Lidet at vinde;
men Bægge opildnes af Haab og Tro
med Fædrenelandet i Sinde.
Derfor, naar den store Baadsmandsmaet
paa Dækket kalder de Døde,
da vil de Bægge være parat
til Mønstring hisset at møde.
Naar Chefen kalder det ædle Par,
da Haand i Haand de fremtræde:
„I Bægge Kjækhed i Hjærtet bar,
„gak ind til Jer Herres Glæde“.
Saa faa de da Lov at gaa agter ud
til Chefens Kahyt, den høje;
der
møde de
Herman Wessel
og
Rud
og Shakespeare
og ham med eet Øje.
Thi da de Bægge nedlagde sig træt,
og Sværmen dem troede i Tanker,
da vinkede Døden; og Døden var let:
de hvilte ved Haabets Anker.
Tillad, at en ukjendt Dilettant,
som Deres Følelser ære,
som rørende skjøn „Matrosen“ fandt,
at han Dem sin Tak maa frembære.