105 / 448
— 9 8
—
Maade i Selskab med en sprogdannet, korrekt og urban
lyrisk Muse, da skal man vælge Winthers Digte, hvis
Hovedtræk ere spirituel Lethed og Gratie, blandet med
den finere, mere godmodige end skarpe og satiriske
Vittighed, ligesom de tillige ikke sjældent indtage ved
det pikante Udtryk og en vis graciøs Skalkagtighed,
der ikke altid vil fortælle Alt, hvad den veed, men lader
Noget tilbage at gætte for den med poetisk Sans be
gavede Læser, hvilket ogsaa er Tilfældet i de alvorligere
Digte. Derved opfyldes den Fordring, som
Goethe
stillede til Digterværker, at de, for at blive ret kjære
for Læseren, maa tvinge ham til at udlægge Digtet
efter sit eget Sind eller ligesom paa en udfyldende
Maade skabe det efter Digteren.
Molbech
slutter med
den Bemærkning, at Winther tidligere end „Gjenganger-
brevenes“ Forfatter har viist, hvor meget den elegante
Form bidrager til at klare og hæve den poetiske Skjøn-
hed og Ynde, og tillige bemærker han, at han i for-
skjellige af Winthers Digte, som igjen nærmest slutte
sig til Aanden i de bedste Værker af
Oehlenschlægers
romantiske Muse, vil finde Originalerne til en hel Mængde
Poesier og Vers fra den sildigste Tid, der ikke ville
leve saa længe som deres Forbilleder.
I „Dansk Literaturtidende“ siger Anmelderen —
vistnok
Sophus Zah le
— at Studentersangen „Her under
Nathimlens rolige Skygge“ udmærker sig ved ædel
Stolthed, som Den, der alvorligt stræber til et højt og
helligt Maal, har Ret til at føle. Han fremhæver det
kjække og simple Sving, den ærlige og trohjærtede
Tone, som udmærker dette Digt. Endvidere peger han
paa, at Winther, fri for al Efterligning, gaaer sin egen