102 / 448
—
9 5
—
J. L . Heiberg
havde i en Aarrække næsten kun digtet
Vaudeviller — „Elverhøj“ fremkom først 6te Novbr.
1828 —
Fr. Paludan-Miiller
,
H. C. Andersen, Carl
Bagger
og
Carl Bernhard
havde slet ikke debuteret,
af
Em il A a restrup
og
Ludvig Bödtcher
vare kun
enkelte Digte offentliggjorte, af
Poul Møller
mange,
men udenat man fik et samlet Begreb om hans Digter
ejendommelighed, og saaledes var Publikum hungrigt
efter en ægte lyrisk Digtsamling med national Aand i
sig. Winthers fremstaaer som en Oase i ørkenen, og
den modtages saaledes, at ikke en eneste Stemme ud
taler sig virkelig nedsættende om den. Dette var saa
meget mærkeligere, som de mange Klikker, der vare
voxede ud af Tidens Smaalighed, ellers saagodtsom
altid havde Noget at indvende mod nye fremtrædende
Forfattere; bleve disse roste af det ene Kompagni,
kunde de være sikre paa at blive nedrevne af det
andet — ganske som nuomstunder — hvilket bragte
saamange unge Poeter til at optræde anonymt. Det er
derfor et Særsyn, at Chr. Winter, saa vidt vides, aldrig
har offentliggjort nogetsomhelst Digt uden at sætte sit
Navn under det, hvilket især dengang krævede Mod. Og
dog vare Alle nu enige om at anerkjende ham. Højeste
ret (o : Maanedsskrift for Literatur) bød ham Velkommen,
og
C. Molbech
var Ordføreren; men „af individuel
Grund“ holder han sig først noget tilbage i sine Ud
talelser. Han fremhæver dog indirekte Digterens natio
nale Grundtone, at det er
danske
Digte,
skf evne
f o r det danske Folk,
at han har tiltalt Folkets f ø
lelse og Selvbevidsthed og at han er fri foi den
kjælne og klynkende Tone, som ellers saa otte