28 / 112
25
skellige Steder i Byen, og derefter indføres i Protokollen*).
Endelig naar Sagen til Direktionen, der i sit første Møde
bliver enig om at opkalde Forældrene og give dem en
Advarsel. Herom gives der Kommissionen Underretning,
og denne maa atter klage, hvis Forsømmelsen gentages.
Den samme langsommelige Vej maa da igen vandres, og
først nu skrider Direktionen til at idømme den i og for sig
ikke særlig skrækindjagende Mulkt af 4 Sk. for hver f ø l
g e n d e Dag, der forsømmes.
Inden man imidlertid er kommet saa vidt, er Forældrene
flyttet over Sognegrænsen, og Komedien kan nu atter be
gynde med en ny Skolekommission.
Kommissionerne var imidlertid langt fra blinde for dette
usømmelige Forhold. Men saa længe der ikke var til
strækkelige Skoler, var der næppe noget at gøre. Man
nøjedes derfor først med at sørge for Lokaler til alle
Børn over 11 Åar, senere udvidedes Grænsen til 10 Aar.
De stadige Klager bevægede endelig Direktionen til
at forebringe Sagen for Kancelliet, og i Aaret 1832 gik
man endog saa vidt, at man forhøjede Næringsskatten med
2000 Rdlr., „da Afgørelsen af en Skolesag mulig kunde
foranledige en større Udgift.“ Pengene fik man; men Skole
væsenet saa blot intet til dem. —
Den Mangel paa indbyrdes Samarbejde mellem Kom
missionerne, som Behandlingen af Skoleforsømmelserne lag
de for Dagen, kom ogsaa frem ved Autorisationen af
Lærere — særlig som Ledere af Privatskoler.
En Lærerkandidat, som havde indstillet sig for Kom
missionen i et Sogn og der var blevet vraget enten paa
Grund af manglende Duelighed, eller fordi der i Forvejen
*) Se Stenersen Gads før omtalte Artikel i jMaanedsskrift for Littera
tur« X Bd.